DK Camp

Dyrehaven i Nørreskoven

Dyrehaven i Nørreskoven i VejleKom tæt på hjortene
Den 23 hektar store dyrehave blev grundlagt i 1948. Motorvejen skærer sig midt gennem arealet, men der er passage mellem de to skovdele gennem Vejlefjordbroens brobuer. Det er muligt at komme helt tæt på de to hjortearter, dådyr og sika. Dyrene må kun fodres med frugt og grønt og ikke i deres brunstperiode i oktober og november.

I Dyrehaven er det almindeligste træ bøgen, men der findes også andre både løv- og nåletræer.
Flagermus, natugle, huldue og korttået træløber holder til i Dyrehaven.     

Dyrehaven er åben hele året og der er gratis adgang.

Adresse:  Skyttehusvejen 30 (kør 500m længere) 7100 Vejle
Afstand: 12 km.


Tørskind Grusgrav

Tørskind GrusgravBilledhuggeren, Robert Jacobsen har i samarbejde med sin tidligere elev, skulptør Jean Clareboudt, omdannet den tidligere grusgrav i Tørskind til skulpturpark.

Fire af skulpturerne er udført af Egtved æresborger, Robert Jacobsen, fem af Jean Clareboudt. Skulpturerne er udført i beton, jern, sten og træ og skal betragtes som et samlet værk, der går i dialog med naturen.
Skulpturens tema er solens gang over himlen i løbet af en dag. Lyset går i en dramatisk dialog med skulpturerne. Det bevirker, at udsmykningerne opleves forskelligt på forskellige tidspunkter af dagen og på forskellige årstider.

Landskabsskulpturen, der er unik i Europa, blev indviet i 1991, og er åben hele året.

Toiletbygning findes.

hjemmeside: [mere]
Adresse:  Tørskindvej 68, 6040 Egtved
Afstand: 19 km.

 


Gudenåens- og Skjernå´s kilder

Vandskellet og den jyske højderyg.
I Midtjylland, midt på den jyske højderyg, udspringer vore to største åer, Gudenåen og Skjernåen, i samme dalstrøg med få hundrede meters afstand for at løbe i hver sin retning mod havet. Samme sted krydser Hærvejen ådalen midt i vandskellet, og har gennem årtusinder sat spor i landskabet som Jyllands hovedfærdselsåre. Egekrattene præger landskabet og det kendte Tinnet Krat udgør sammen med en række små og større egekrat Danmarks største egekratområde. Området byder således på et stykke spændende kulturhistorie indrammet af en smuk og afvekslende natur.


Rørbæk Sø - den største af langsøerne. Søen omkranses i hele sin længde af skov og stejle skrænter med lyng og enebærbuske. I vestenden rejser et bakkedrag sig på langs i søen med bankerne Fårebanke og Kælderbanke. Bankerne er formentlig rester af smeltevandsaflejringer fra sidste istid. Sprækker i dødisblokken, der har ligget og udfyldt hele søbassinet er blevet fyldt op med sand - og efter isblokkens bortsmeltning ligger materialet fra sprækkerne tilbage som øer i søen

I forrige århundrede havde visionære folk planer om udtørring af den forholdsvis dybe Rørbæk Sø sammen med Lillesø, Kulsø og Nedersø. Udtørringsprojektet blev dog aldrig til noget, men i stedet er Lillesø senere udvidet betydeligt ved opdæmning i forbindelse med anlæg af et dambrug.

1400-tallets Rørbækgård lå på Kælderbanke. Gården nedbrændtes under svenskekrigene og er siden flyttet ind på fast grund til dens nuværende placering. Kampestenskælderen står dog stadig tilbage og har givet navn til banken.


Helligkilder, vandkraft og badeland. De mange kilder, vandløb og søer i området har altid tiltrukket mennesker - lige fra stenalderens jægere og fiskere, der slog sig ned på bopladser langs åløbene til nutidens turister på søndagsudflugt.

Blandt de mange kilder i området har især én tiltrukket sig opmærksomhed - den hellige Skt. Peders Kilde. Potteskår fra romersk jernalder viser, at kilden allerede dengang har været søgt. Med beliggenheden ved Hærvejen og opførelsen af Øster Nykirke i 1100-tallet har pilgrimme, kræmmere, tiggere og sognets egne børn i stort tal styrket sig ved kildens vand og et gudsord i kirken. Det engang så frodige kildevæld er i dag blot en lille brønd omkranset af en kopi af en middelalderlig brøndkumme.
Foruden den helbredende kraft er vandets kraft også blevet udnyttet af flere mølleanlæg langs den øvre del af Skjernå og Gudenå. De fleste møller er dog forsvundet og sporene næsten væk, men navne afslører endnu hvor de har ligget - Stampemølle, Vester Mølle, Egholm Mølle o.l.

Gamle betonfundamenter i området ved Gudenåens udspring er rester af et badeanlæg - et vandland med svømmebassiner med rindende kildevand og en kaffepavillon. Badet blev oprindeligt bygget i 1930'erne og var i brug til kort efter krigen.

Hjemmeside: [mere]
Adresse: 
Afstand: 20 km.

 


Engelsholm skov

Engelsholm Skov og Sø hører under Randbøl Statsskovdistrikt og omfatter i alt 151 ha, heraf sø ca. 44 ha, ager og eng ca. 30 ha, resten skov. Arealerne tilhørte i sin tid Engelsholm Hovedgård, som blev udstykket i 1934.

l skoven er der afmærket en 3 km lang vandretur, hvor man blandt andet kommer forbi den tidligere vandmølle Engelsholm Mølle, Engelsholm Slot med sine fire løgkupler og Nørup Kirke med sin løgkuppel, en tårnprydelse, som rigmanden og købmanden Gerhard de Lichtenberg i årene efter 1731 satte på slottet og sine kirker i Nørup og Bredsten.

I skoven på sydsiden af søen ved Bådehuset findes fiskebro for handicappede og tæt ved et madpakkehus.

Adresse:  Engelsholmvej 6 · 7182 Bredsten
Afstand:  13 km.